To mikrofoner og en stak vinyler
Når musik definerer mennesker
Af: Kathrine Alby
Musik fra vores barndom, ungdomsværelse, voksenliv, episoder og perioder sætter aftryk i både bevidsthed og krop. Vi formes som musiktyper, når bassen dunker i brystet, og tonerne markerer sig som små punkter på livets tidslinje.
Forvent dedikation, passion og brede smil, når livsstilspersonen Flemming Møldrup og musikjournalist Carsten Holm taler om musiktyper. Hvilke musiktyper definerer de sig selv som? Hvilke musiktyper findes der? Hvilke musiktyper kan man møde på SPOT?
Med en stak af deres egne vinyler vender Møldrup og Holm plader, akkompagneret af personlige musikfortællinger og en nysgerrig undersøgelse af musikkens aftryk på livet. Et par SPOT-aktuelle artister kommer forbi og snakker med om musiktyper, musikkultur og musikmiljøer. Det bliver musikalsk, underholdende og hjerteligt, når tæppet falder for vinylens og samtalens magi.
Hvornår: Fredag d. 3. maj 2019, kl. 20:00
Hvor: Café Scenen, Musikhuset