Reflections Meets Días Nórdicos:
Musical hybrider fra tre kontinenter
Det bliver en musikalsk hybrid fra tre kontinenter, når SPOT og Roots&Hybrid går sammen om at præsentere projektet ”Días Nórdicos MeetsReflections”
Fra Gambia kommer Dawda Jobarteh, som opdaterer og viderefører traditionerne på det smukt harpeklingende vestafrikanske instrument kora’en. Fra Argentina kommer sangskriveren og guitaristen Lucio Mantel, som bl.a. har samarbejdet med Teitur. Og fra de danske breddegrader kommer arrangøren og komponisten Mette Dahl Kristensen, der omarrangerer numre af begge musikere og opfører dem sammen med musikerne og strygerkvartetten Who Killed Bambi.
Kimen til den specielle sammensætning opstod i Argentinas hovedstad Buenos Aires i december, hvor Mette Dahl Kristensen omarrangerede flere af Lucio Mantels særegne kompositioner, og fik dem opført med argentinsk strygekvartet under kulturfestivalen Días Nórdicos. Til fuld koncertsal og store roser.
Det gav blod på tanden til en videreførsel, hvor det turkise telt’s Reflections-initiativ, der netop fokuserer på genre- og kulturkrydsende arbejde, bød ind med den gambiansk fødte/dansk bosiddende Dawda Jobarteh.
Meningen er nu, at Mette Dahl Kristensen omarrangerer kompositioner af begge musikere – også så de hver især kan medvirke på hinandens numre til et afrikansk-argentinsk-dansk-klingende resultat. Og lige som Mette Dahl Kristensen har nydt at arbejde med Lucio Mantel og hans musikalske arv, er hun fascineret af Dawda Jorbatehs sange og melodiske tone og glæder sig samarbejdet, der starter med to dages workshop inden selve koncerten fredag 3. maj på Roots&Hybrid-scenen.
Evrim Citirikkaya, booker for det turkise telt, siger: – Udsigten til at høre de forskellige strenginstrumenter i en smuk hybrid, er klart et af programmets eksperimenterende højdepunkter. Intentionen med mødet er at give publikum indtryk af ukendte lyde, samtidig med at man finder tryghed i noget velkendt – uanset hvilken musikalsk referenceramme du føler dig hjemme i. Netop derfor fungerer disse møder så stærkt, da den uden tvivl kommer til at tage dig med på en rejse ud i verden”
Lucio Mantel spiller iøvrigt solo-koncert lige efter workhsop-koncerten.
Der er yderligere et resultat af Días Nórdicos-samarbejdet, når argentinske El Remolón spiller på Roots&Hybrid-scenen på SPOTs åbningsaften.