NYTÅRETS 10 FØRSTE NAVNE TIL SPOT 2019
Det er blevet tid til at skyde det nye år i gang, og hvad er bedre til dette formål end ti dugfriske navne, der i sandhed tilføjer et nordisk islæt til vores så småt blomstrende musikprogram.
2019 er som bekendt året, hvor SPOT kan fejre 25 års jubilæum. Vi tør godt love, at du endnu har mange flere spændende navne i vente. I mellemtiden kan du tjekke de nye tilføjelser ud herunder og læse nærmere om artisterne på deres respektive bandsider.
Hanne Mjøen (NO)
Hanne Mjøen er et af de nyeste stjerneskud på den skandinaviske pophimmel. Sangerinden har allerede skabt et navn for sig selv hjemme i Norge, hvor hendes seneste single, ‘Sounds Good To Me’, kom på playlisten hos NRK P3. Efter at have spillet support på den norske del af Astrid S’ seneste tour, er Hanne Mjøen blevet øremærket som en af scandi poppens fremtidige frontkvinder.
Indridi (IS)
Indriði Ingólfsson er en ung, islandsk musiker, der udspringer fra DIY punkscenen i Reykjavik. Hans solo album, ‘ding ding’, udkom i maj 2018 og er med til at markere Indriði som en artist med evnen til at transportere sig direkte ind i samme rum som sine lyttere. Indriði er blevet beskrevet som “ikonisk og idiosynkratisk”, og hans musik er et fuldstændigt åbent udtryk af svære emner som død, depression og kærlighed.
Jens Nørhave (DK)
Danske Jens Nørhave har sit eget take på dansksproget poesi og har i de seneste år bevæget sig fra et hiphop beatmiljø til et mere fintfølende take på den moderne R’n’B. Hans debut-EP, ‘Opløst’, fra 2018 bearbejder smerten efter et brud. Sangene blev skrevet på en rejse til Kathmandu, hvor en intens refleksion over forlist kærlighed endte ud i stemningsfyldte toner, der bærer præg af musikalsk overskud.
Linn Koch-Emmery (SE)
Linn Koch-Emmery er Sveriges nye indiestjerne, der leverer en lo-fi lyd i selskab med skarpe melodier. Musikeren har allerede haft succes med flere markante optrædener og blev blandt andet af Seymour Stein udnævnt som ‘festivalens bedste artist’, da hun optrådte på MUSEXPO i L.A. Debut-EP’en ‘Boys’ fra 2018 har også gjort sig positivt bemærket og har sikret Linn Koch-Emmery positiv omtale fra bl.a. The Line of Best Fit. ‘Don’t Sleep On My Luv’ er en af to singler, der er blevet sluppet fra den snarlige EP nummer to.
Magnus Bechmann (NO)
Norske Magnus Bechmann har med sin ungdommelige pop allerede gjort sig bemærket uden for hjemlandet, og The Guardian udnævnte ham som ‘New Band of the Week’ i 2017. Hans debut-EP, ‘Loners Get Lonely Too’, udkom til flotte anmeldelser både nationalt og internationalt, og NME nævnte ham som ‘One of the Hottest Brand New Acts’ efter by:Larm i 2016. Magnus Bechmann er på nuværende tidspunkt ved at indspille sit debutalbum.
Mavourneen (DK)
I foråret 2018 rejste Hans Gustav Moulvad alene til Sonic Youths studie Echo Canyon West i New York for at indspille sit post-punk projekt, Mavourneen. Turen endte ud i Mavourneens selvbetitlede debutalbum. Selvom inspirationen kommer fra kendte artister som Jesus & Mary Chain, har Mavourneen sin egen lyd, eget univers og tilhører ikke en bestemt “niche”.
M. Rexen (DK)
M. Rexen er en globetrotter i det indre og ydre rum. Han er født i De Forenede Arabiske Emirater og bor nu i en yurt et ukendt sted i Danmark. M. Rexen komponerer sin musik uden konventionel begrænsning, og hans genre er et musikalsk udtryk for mødet mellem det eksperimenterende, tribale og kommercielle. Sangeren udgav i starten af oktober 2018 sit debutalbum, ‘An Endless Sea of Honey’, der er første del af trilogien ‘The United Kingdom’, hvor anden del udkommer til marts 2019.
Ravi Kuma (DK)
Ravi Kuma er en hårdtslående, elektronisk rap duo, hvor industriel bas, svævende beats og specielt udvalgte samples er med til at tilføre musikken en eksotisk dimension. I 2018 vandt duoen KarriereKanonen, hvor især nummeret ‘Fuck This Shit I’m Gonna Be A Princess’ blev en ørehænger. I år er de klar til at indtage SPOT endnu engang med masser af energi og eksplicitte, catchy tekster.
The Love Coffin (DK)
Udklækket som et skunkworks projekt fra den københavnske undergrund i 2013 er The Love Coffin et studie i de mørke sider af den menneskelige eksistens kombineret med berusende rock musik. Deres debutalbum, ‘Cloudlands’, fra 2018 er med til at vise kvintetten fra sin fineste side, hvor sangene kredser om det kontrastfyldte, udtrykt i skift mellem den melodiske melankoli og dissonant udbrud af støj.
The Oceans (DK)
Udklækket som et skunkworks projekt fra den københavnske undergrund i 2013 er The Love Coffin et studie i de mørke sider af den menneskelige eksistens kombineret med berusende rock musik. Deres debutalbum, ‘Cloudlands’, fra 2018 er med til at vise kvintetten fra sin fineste side, hvor sangene kredser om det kontrastfyldte, udtrykt i skift mellem den melodiske melankoli og dissonant udbrud af støj.