Nordic Beats samler nordisk rap og hip hop
Hvad får man, hvis man tager 8 hip hop artister/ rappere fra Norden, en DJ, en mikrofon, en scene og 90 minutter? Man får SPOTs nye koncept Nordic Beats.
Af Mille Raaby Jensen
SPOT har alle dage haft fokus på at fremme den musik, som blive det næste nye, og 2019s program bliver ingen undtagelse. Med en sprudlende urban og hip hop scene både i Danmark og resten af Norden, er det derfor oplagt at give lidt ekstra sceneplads til nogle af de nye talenter, vi kan forvente at se mere til i de næste par år. Disse navne samles under fanen Nordic Beats, der lørdag aften vil sørge for fest og energi på den nye ACC Club Scene.
Skandinaviske hip hop talenter i Aarhus
Ideen er at kombinere en stor håndfuld unge, spirende hip hop artister i en koncentreret showcase. Navne som Lillebittebock, Baby Bino og Michael Williams ringer muligvis allerede en klokke hos fans af genren, mens navne som islandske Floní, svenske Jelassi og Kamelen fra Norge er endnu ubeskrevne blade på de danske scener. Denne dynamik mellem nye nordiske og danske stjerner, er hovedessensen af Nordic Beats. De to sidste navne til at fuldende line-up’et er Mangera og Nikotin, der også begge har et friskt take på genren.
Kendt DJ styrer slaget gang
For at få 8 energifyldte hip hop artister til virkelig at shine, kræver det en skarp musikalsk hånd, der kan tøjle programmets urbane diversitet. Denne rolle indtager radiovært og DJ Pelle Peter Jensen, der bl.a. er kendt for podcast-serien ‘Den Nye Stil’, der handler om dansk rap. Pelle Peter er kyndig inden for både datidens og nutidens rap og hip hop, og han vil sørge for, at det bliver 90 veleksekverede minutter, hvor publikum får en masse smagsprøver på, hvordan ung, nordisk hip hop, grime, trap og urban lyder i dag.
*Nordic Beats kan opleves lørdag aften fra 23.00-00.30 på ACC Club Scenen i Aarhus Congress Center.