Otte navne klar til Folk Spot Denmark ved Tønder Festival
Her kan du læse nærmere om de otte bands, der er blevet udvalgt til at spille under Folk Spot Denmark, 23.-24. august under Tønder Festival.
FROMSEIER HOCKINGS (DK)
Siden Ditte Fromseier (violin, bratsch og sang) og Sigurd Hockings (guitar og sang) mødte hinanden i 2003, har duoen været på en lang rejse – både musikalsk og som turnerende musikere. De var fra starten tiltrukket af hinandens stærke drive og intense musikalske energi, som de formåede at omsætte til nyskabende folkemusik. Fromseier Hockings fremfører traditionelle melodier og sange fra Bornholm, og blander det med indtryk fra hverdagen hjemme på Fyn og fra den store verden, som duoen har turneret rundt i. Sammen har de begejstret publikum i lande som Australien, New Zealand, Norge og Tyskland, og på hjemmefronten modtog Ditte Fromseier i 2015 en Danish Music Awards – Folk i kategorien “Årets Musiker/Sanger”. Samme år fik duoen Dansk Musiker Forbunds prestigefyldte pris som “Årets Live-navn”.
MADS HANSENS KAPEL (DK)
Den traditionelle folkemusik har altid været levende og foranderlig. Det er de fem unge mennesker i Mads Hansens Kapel et bevis på. Under devisen “Mor dig først, spørg bagefter!” fortolker Mads Hansens Kapel de gamle melodier med vildskab, autoritet og hjerte. Gruppen udgav i 2017 EP’en “På den Forkerte Side”, og er i maj klar med debutpladen. Mads Hansens Kapel spiller både op til dans og koncert. Sådan har publikum i Danmark, England, Tyskland, Sverige, Estland, Finland og Schweiz kunne opleve gruppens nysgerrige og legende tilgang til folkemusiktraditionerne. Mads Hansens Kapel består af Jonas Lærke Clausen (violin), Martin Strange Lorenzen (klarinet), Sebastian Boesgaard Bloch Larsen (guitar), Julian Michael Svejgaard Jørgensen (piano) og Emil Ringtved Nielsen (bas). Hver især spiller de også i danske folkemusikkonstellationer som Mynsterland og Elmøe & Hoffman. (Foto: Ivan Riordian Boll).
ODDE & NILSSEN (NO)
Bjørn Kåre Odde optrådte på Folk Spot 2016 sammen med Sivert Holmen. I år kommer han tilbage, denne gang med harmonikaspilleren Ole Nilssen. I Norge er der en lang og stolt tradition med duoer med violin og harmonika. Den lette, legende og dynamiske interaktion mellem Odde og Nilssen appellerer til både dansere og koncertpublikum, og med deres ungdommelige frygtløshed, udfordrer duoen de stærke norske folkemusiktraditioner, dog stadig med masser af integritet og respekt. Odde & Nilssen udgav sidste år albummet “Edge”, som bl.a. byder på kompositioner af pianisten Wolfgang Plagge, som duoen også har optrådt sammen med, men på repertoiret findes også traditionelle rheinlænderpolkaer, polskaer og hallinger. Begge er blevet belønnet med priser i hjemlandet. I 2015 vandt Bjørn Kåre Odde Folkelarms INTRO-folk for unge talentfulde folkemusikere, og i 2018 modtog Ole Nilssen samme ære. I 2017 vandt de en sølvmedalje ved de nationale mesterskaber i gammeldans på Landsfestivalen. (Foto: Runhild Heggem, FolkOrg)
PHØNIX & EMBLA (DK)
Med et forrygende show genskaber Phønix & Embla forbindelsen mellem de nordiske musik- og dansetraditioner. I over 25 år har Phønix været et af de toneangivende orkestre på den danske folkemusikscene og var blandt de første danske folkbands, der turnerede i udlandet. Repertoiret byder på kontemporær folkemusik og traditionelle ballader, hvor den karakteristiske basklarinet lægger en sprød bund. Phønix har givet koncerter overalt i verden, og et besøg i Kina førte til et nært venskab og musikalsk samarbejde med guzheng-spilleren SangKa. Dansetruppen Embla blev dannet i 2007, og består af 10 kvinder, der nyfortolker de nordiske dansetraditioner. Truppen ønsker at give publikum mindeværdige oplevelse med traditionel dansk/nordisk folkedans i centrum og tager publikum med ind i en verden, hvor dansens mange muligheder udforskes og sættes på prøve i en blanding af ynde og rock’ende rytmer.
RANNOK (DK)
En koncert med Rannok byder på alt fra råswingende polkaer til stemningsfyldte ballader og varmblodige valse. Michael Graubæk (violin) og Theis Langelands (klaver) byder på unikt sammenspil og intensivt drive, der taler til både hjerte og fødder. De spiller dansk traditionel og kontemporær folkemusik med inspirationen fra de gamle spillemandsmelodier, men låner også lidt fra de skotske traditioner. Rannok har modtaget en del priser og anerkendelse for deres arbejde. Michael Graubæk blev i 2014 udnævnt som Rigsspillemand, og Theis Langlands har modtaget flere Danish Music Awards – Folk, blandt andet som en del af Habadekuk. Siden debuten i 2010, har Rannok udgivet yderligere to albums. Det seneste “Gammelt, Nyt, Lånt og Blåt” er fra 2017, og imellem udgivelserne er det blevet til utallige koncerter i Danmark og udlandet.
TRIO SVIN (DK)
Man ved aldrig helt, hvad man skal forvente sig, når Trio Svin går på scenen med møgbeskidt folkemusik fra det mørkeste Jylland. De tungsindige nordiske melodier udsættes for beskidte metal-grooves og afløses i ny og næ af en swingende polka. Trio Svin er Magnus Heebøll Jacobsen på slagtøj, Søren Vinther Røgen på guitar og Thyge Søndertoft Van Dassen på violin, og deres erklærede mål er, at gøre verden grimmere koncert for koncert. Trioen har allerede gjort Danmark, Finland og Sverige lidt grimmere, og som deltagere på det folkemusikalske Folklandia-cruise mellem Sverige og Finland har Trio Svin også hærget i internationalt farvand. I 2015 blev Trio Svin udnævnt som “Årets Talent” ved Danish Music Awards – Folk, og i dag fortsætter trioen med at hive folk på dansegulvet med overraskende optrædener præget af stor musikalitet og et kæmpe glimt i øjet.
VESSELIL (DK)
De tre unge musikere fra Vesselil vægter det personlige udtryk højt og sætter et unikt præg på de nordiske folkemusiktraditioner. Vesselil består af Clara Tesch (violin, bratch og sang), Elisabeth Dichmann (violin og sang) og Maja Aarøe Freese (femstrenget cello og sang), og sammen præsenterer de et alsidigt og elegant repertoire, der består af gamle nordiske ballader og dansemelodier flettet sammen med egne kompositioner og improvisatoriske elementer. Vesselil udgav sidste år deres debut-album, hvor man kan opleve en sindrig blanding af gamle sange og dansemelodier, samt nye kompositioner, hvor resultatet ofte bevæger sig i grænselandet mellem det glædesfyldte og melankolske. Vesselil har tidligere optrådt i Tyskland, blandt andet på Tanz & Folk Festival Berlin, og til sommer går turen til Buskers Bern Street Music Festival i Schweiz og Kaustinen Folk Music Festival i Finland.
VÍÍK (DK, NO, SE)
Víík forener hypnotiske melodier fra de nordiske sangtraditioner med jazzens krøllede æstetik og rockens fængende grooves. I front for Víík står den norske folkesanger og komponist Elisabeth Vik, der lokker publikum ind et fortryllende univers af mytiske middelalderlige ballader og eventyr. Udover Elisabeth Vik består Víík af Annelene Toft (violin), Villads Hoffmann (cittern), Morten Alkjær Lassen (harmonika), Jakob Kragesand (kontrabas) og Mårten Hillbom (percussion). Sidste år udgav Víík sine to første singler, de traditionelle ballader “Margit Hjukse” og “Grisilla og Kong Ridder”, som begge blev godt modtaget af det nordiske folkemusikpublikum. Nu er den nordiske sekstet klar til at tage skridtet videre ud i verden med blodige fortællinger om grufulde skæbner og himmelhøj eufori.