First: Write a fantastic fucking song – then: Get a haircut
”Alle hader svenskerne”, griner Ben Malén – han er selv født i Finland, men var med, da Sverige var landet alle kontaktede, når verdensstjernerne skulle have hits. På SPOT+ deler han ud af erfaringerne som del af det internationale publishing-program på fredag.
– Alle, lige fra regeringskontorer til eksportorganisationer, har spurgt os: ”I må have haft en plan. En fantastisk plan”. Men sagen er: Der var ingen plan. Det var et tilfælde…
Ben Malén taler om 90’erne, hvor svenskerne fik deres ry som kongerne af sangskrivningen i poppens verden. Backstreet Boys, *NSYNC (m. Justin Timberlake), Britney Spears og mange, mange flere så mod Wasa-landet, når der skulle produceres og skrues nye, stærke verdenshits sammen. Hvis de ikke selv lancerede verdensstjerner som The Cardigans. En position svenskerne på mange måder har beholdt siden.
Ben Malén var med dengang. Efter hans egen karriere som musiker, hitsnedker og hitlistetopper med Trance Band i 80’erne var stoppet, var han startet i publishing-branchen sammen med Roxettes Per Gessle i selskaberne Jimmy Fun Music og Tom Bone Music – med succeser som The Sounds, Brainpool, Brother Daniel og top 5-placeringerne i såvel USA, Australien og Japan som de vigtigste europæiske lande, England, Tyskland og Frankrig.
Når han skal beskrive den tid, peger han på selskaberne Cheiron (m. Max Martin, Denniz Pop m.fl. som sangskrivere og producenter for de store verdensstjerner) og Ola Håkanssons Stockholm Records (der fostrede The Cardigans, Army of Lovers m.fl.), som de udslagsgivende faktorer.
Ingen plan – men godt samarbejde
– Cheiron og Stockholm Records var i realiteten to forskellige ting, men det skete på samme tid. Der var ingen plan om, at ”nu skal vi ud og erobre verden”, men er der noget svenskerne er gode til, så er det at lære hurtigt. Virkelig hurtigt. Jeg tror, at det er nøgletingen at lære fra alt dette, dengang Cheiron gik top 3 i de amerikanske charts.
“Så vi glædede os faktisk over, at vores konkurrenter havde hits, for vi vidste, at det også ville hjælpe os. De hjalp os – vi hjalp dem.”
– Vi hjalp virkelig hinanden. Når vi mødtes i Sverige, så konkurrerede vi like shit om de samme sangskrivere. Men uden for grænserne tror jeg, at vi alle indså, at Sverige i virkeligheden er et meget lille sted. Og så længe Sverige er på hitlisterne, så vil den internationale branche blive ved med at ringe til os. Så vi glædede os faktisk over, at vores konkurrenter havde hits, for vi vidste, at det også ville hjælpe os. De hjalp os – vi hjalp dem. Når jeg skulle til New York, så ringede jeg til mine konkurrenter og spurgte: ”Hvem er det vigtigt at jeg møder” – så pegede de folk ud. Og vi fortalte, hvilke A&R’s de skulle kontakte derovre. Der er mange i andre lande, der siger til mig: ”Det vil aldrig kunne ske i vores land”, og så siger jeg til dem, ”jamen, så får I det bare meget, meget sværere derude, når I vil lave det hele selv”.
Svært ikke at få succes – de ringede hele tiden…
Så I brugte en masse kræfter på at networke, tippe hinanden af m.v. for at bevare positionen?
– Ja, for vi er et lille land. Lige som Danmark er. Jeg tror, at de første år bare gik automatisk. Det var svært ikke at få en svensk succes internationalt, for de ringede hele tiden, Clive Davis, den slags folk – de fyre der bestemte i musikverdenen dengang. Og når de ringede, var det bare med at gå i gang. Men efter nogle år professionaliserede vi det jo også – og vi blev jo også forvænt med at tjene den slags penge…
– Vi lavede selskaber baseret på, at vi tjente mange penge. Vi byggede store studier, vi byggede whatever… så vi kunne ikke rigtigt tabe. Og så en vigtig ting til: Der var ikke mange managers dengang. De opstod kun, hvis en gruppe fik succes. Så blev en fra booking-kontoret gerne manager for dem. Men ellers var der ingen managers, der stod i vejen – so to speak. Jeg bagtaler dem ikke, men de forstår sig ikke en brik på, hvad publishing er. De forstår sig normalt heller ikke på sange. De ved en masse om at tjene penge på landevejen, på merchandise, branding og alt det der. Men det er dét, jeg i min verden kalder ”The Haircut”.
– Da jeg i sin tid gik fra at være aktiv musiker og over i branchedelen, blev jeg spurgt netop af Ola Håkansson, om jeg ville være med til at starte en label under Stockholm Records. Og jeg var fristet. Det ville være sexy – det ville være cool at styre en label. Men da jeg så tænkte nærmere over det, ville det være et arbejde med marketingsbudgetter, at tænke på den kommende videoproduktion og alt sådan noget. Men jeg vil hellere være der, hvor det sker: Arbejde med sangskrivere. Høre og fange hitsene før alle andre. Det er den rækkefølge, jeg kan lide at arbejde med: First: Write a Fantastic Fucking Song. Then: Get a Haircut. Set i bakspejlet har det været det rigtige valg. Jeg har arbejdet med mange spændende kunstnere – og bare 3-4 år senere startede det svenske popboom. Pludselig var det os, der var de sexede…
“Det er den rækkefølge, jeg kan lide at arbejde med: First: Write a Fantastic Fucking Song. Then: Get a Haircut.”
– Og kongeeksemplet i den snak er ABBA tilbage i 70’erne. De blev jo startet af en publisher: Stikkan Andersson havde to sangskrivere, der skrev fremragende engelske popsange, Björn Ulvaeus og Benny Andersson. Men de var ikke gode til at fremføre dem selv, og så var det, at Stikkan foreslog dem at gå sammen med to kvindelige sangere, Agnetha og Anni-Frid.
Dansker åbnede døren
Mange mener, at Danmark har sovet i timen, mens Sverige har opbygget og cementeret deres position. Men hvad var egentlig grunden til at udlandet begyndte at spørge svenskerne om, at lave musik for dem? Hvorfor lige svenskerne?
– Det var faktisk en dansker, der åbnede døren for os og stadig holder den åben. Han hedder Martin Dodd. Martin var A&R på Mega Records i København, og han købte masterbåndene af Ace of Bases debut-plade af en svensker, som ikke formåede at gøre noget ved det. Og da han gav Ace of Base fra sig igen, var gruppen blevet en kæmpe succes. Deres første album er stadig en af verdens bedst sælgende debut-plader – og det blev altså udgivet på et dansk selskab!
– Bagefter skiftede Martin til selskabet Zomba, som dengang havde Billy Ocean som sit største navn. Men med Martin om bord startede de så på at signe boy-bands fra Florida – Backstreet Boys og hele den historie… Men altså, det her startede med, at Martin Dodd henvendte sig til Cheiron i Sverige og sagde: ”Kan I skrive og producere det her?” (Ace of Base, red.). Det var simpelthen et tilfælde. Havde Cheiron sagt nej, så havde den svenske bølge ikke fået samme størrelse. Men Cheiron sagde ja, og resten er historie – med *NSYNC, Britney Spears, Backstreet Boys m.v. Og det der så skete var, at amerikanerne sagde: Sverige? Jamen, det er der, du finder alle hitsene.
Og historien fortsatte så siden med bl.a. Murlyn Music, der fodrede Celine Dion, Janet Jackson, Madonna m.fl. med musik, og i de senere år Rami Yacoub & Carl Falk (One Direction, Nicki Minaj, Ariana Grande), RedOne (Lady Gaga, Jennifer Lopez), Shellback (Muse, Taylor Swift, Pink) osv.
Managing director – kun i en periode
Karrieren førte Ben Malén til Tyskland som managing director i tre år for Chrysalis efter otte år som chef for selskabets nordiske kontor – men uden at bagtale det, kan man mærke, at det ikke satte sig de dybeste spor:
– Det var første gang i mit liv, jeg var chef for et stort selskab, så det var en interessant oplevelse. Det var lidt som at sejle et stort skib efter at have roet i en jolle. Men nej, det at have ansvaret for store navne var egentligt ikke et ekstra pres. Mange vil nok hade mig for at sige det her, men det er faktisk let at være managing director, hvis du er god til at uddelegere arbejdet.
Så efter i alt 10 år for store selskaber, gik Ben Malén i 2012 ind i svenske Stereoscope Music Scandinavia for at finde og lancere nye talenter, og året efter skabte han – bl.a. sammen med Ola Håkansson – pladeselskabet 100 Songs.
Ideen med The Bank
I starten af 2017 gik han ind i Jakob Sørensens The Bank og blev sidste år direktør for den svenske afdeling. Han var inspireret af tanken om at være med til at opbygge et nordisk selskab med management, publishing og label – med kontorer, studier, sangskrivere og producere i de store nordiske lande, som samarbejder med hinanden og inddrager hinanden på kryds og tværs.
Ben Malén selv var faktisk manden, der fik overbevist Jacob Sørensen om, at Hugo Helmigs ”Please Don’t Lie” havde hitchancer i Tyskland. Og det var under en session i Stockholm mellem bl.a. The Banks danske og svenske sangskrivere/producere, at Helmigs succes-efterfølger ”Wild” blev til:
– Jeg synes virkelig, der er muligheder i et nordisk selskab, hvis det bliver opbygget ordentligt, så jeg sagde til Jacob, at jeg melder mig til at stå for det svenske. For det meste er det en svær ting at sætte et nordisk selskab op, fordi det altid er blevet sat op med udgangspunkt i Sverige. For alle hader svenskerne– det ved vi. Ha-ha. OK, jeg maler det lidt sort/hvidt nu, men jeg boede i Finland i mine teenage-år, så jeg HAR set landet udefra, så jeg KAN godt se, hvad folk mener, når de taler om Sverige.
Svenskerne? ”They don’t speak straight”
– Svenskerne er arrogante, de fortæller dig præcis, hvad du skal gøre. But they don’t speak straight! Svenskere er det mest nervøse folkefærd i verden. Hvis en international label-guy siger: ”Jeg vil have det nummer sådan og sådan”, så gør de det. De siger ikke ”That sucks – jeg synes vi skal gøre sådan i stedet”. Det gør danskerne og finnerne, og tænker ikke på, at fem-seks personer, inklusive manager, kunstner og pladeselskab, allerede har talt alt igennem, når de henvender sig. Men ikke svenskerne. Det er derfor de også samarbejder så godt med Japan og Korea. Når de lande kræver, at der skal ske noget med et nummer efter 0:35 sekunder, og efter 1:05 minut, så gør de det. Svenskerne er hunderædde for at skabe konflikt, og det sidste er et meget vanskeligt aspekt, når du som den anden part er vant til at tale direkte. Som finnerne. Svenskerne kan ikke holde en bad vibe ud. Så alene af den grund får du måske ikke de bedste folk med om bord i et nordisk selskab.
Harmløse danskere – ha-ha
– Derfor sagde jeg, at hvis et dansk selskab vil gøre det, så er jeg med. Alle elsker danskerne, misforstå mig ikke – fordi de er harmløse – ha-ha, jeg driller… Men i og med at initiativet kommer fra Danmark, så henvender de sig ikke ”fra oven” som et svensk selskab ville gøre. Så jeg tænkte, at det store problem for det danske selskab ville være, at finde en svensk partner, for de er ikke vilde med uden videre at slutte sig til et dansk format. Men på den her måde kunne det lykkes, hvis jeg gik ind som svensk part.
– Jacob Sørensen sagde det på sin egen måde efter at have været til et A&R-møde i Danmark og efterfølgende et i Sverige: ”I Danmark gik diskussionen på, at man havde en stor stjerne og var nødt til at finde de rette sange – I Sverige var emnet, at vi havde nogle fede sange, og at vi nu skulle find den rette artist”. Det handler om hvor fokus ligger, siger Ben Malén og fortsætter:
– Jeg blev engang spurgt om det i et nordisk panel i Finland. Og jeg sagde, at Danmark, Norge og Finland nok er bedre rustet til at skabe en international artist – I har også nogle glimrende producere – men jeg tror, at Sverige har meget bedre betingelser for at skrive de rigtige sange til dem. Det er et mindset, og jeg ved ikke om det ændrer sig. Det er de kræfter, vi nu prøver at kombinere i The Bank, siger Ben Malén.
