Debatten om spillestedsstøtten raser på SPOT+: Hvad går pengene til og får vi det, vi kan forvente?
Af: Sune Madsen
SPOT+ har sat fokus på spillestedslovgivningens udfordringer og faciliterede fredag under SPOT et seminar i debattens og oplysningens tegn. Holdninger blev diskuteret og perspektiverne var mange, dog overvejende skåret over samme læst: Spillestedsstøtten er vigtig for branchens fortsatte udvikling, men støttemodellen bør nytænkes.
I små flokke indfandt der sig en broget skare i Suecia salen på Radisson Blu Scandinavia Hotel i Aarhus; både fra kommunerne, fra musikinstitutionerne, fra musikmiljøerne og øvrige interesserede i debatten om støttekronerne til de danske spillesteder. De mødte, bevæbnet med kritiske spørgsmål og skarpe kommentarer, talstærkt op til dagens paneldebatter. Vigtigheden af dagens debatter understregedes af den massive interesse – til trods for, at seminaret blev flyttet til et af hotellets større konferencelokaler, måtte både gulvet og borde langs væggen tages i brug som ekstra siddepladser.
Fordelingen af mandlige og kvindelige repræsentanter satte desuden en streg under, at den danske musik- og eventkultur ikke er noget, mænd har patent på at måtte mene noget om, selvom debatten om kvindernes manglende repræsentation på de danske musikscener er et tilbagevendende debatemne.
De store emner skulle debatteres inden for en stram tidsplan og de indledende ord fra moderator, Ronnie Hansen, direktør Sports Practice Nordic hos Burson Cohn & Wolfe, gik også lige på og hårdt med spørgsmålene: ”Hvad går støttekronerne til og får vi det, vi kan forvente”?
Hvad får vi for pengene?
Mens problematikkerne skabte røre i vandet, kørte debatten med hård hånd blandt debattørerne i panelet. Spørgsmålene er enkle, men svarene er komplicerede – sådan kan fredagens debat om spillestedsstøtten hurtigt opsummeres. Der var dog i udgangspunktet bred enighed om, at den statslige støtte til musikken er med til at facilitere branchens udviklingsmuligheder.
Rikke Andersen, spillestedsleder og booker, Fermaten i Herning, tog som den første i panelet ordet og understregede vigtigheden af den regionale spillestedsstøtte, når det handler om at udvikle nye musikprojekter:
- Vi udfylder et musikalsk hul med koncerter, som man ikke kan opleve andre steder i regionen og skaber en tilgængelig musikscene for et stort område. Vi er det eneste spillested i regionen, hvor de helt store koncerter passer ind, og så kan vi bruge pengene fra de store koncerter til at udvikle de mindre og derigennem skabe opmærksomhed.
Hun bakkes op af Esben Marcher, der er sekretariatschef hos Dansk Live:
- Man får et kompetencecenter for det regionale musikmiljø, hvor centret så kan sende aktiviteter ud af huset, eller trække dem ind, som man ellers ikke ville kunne, hvis spillestederne var drevet på anden vis.
Jesper Majdall, direktør for Bremen Teater og Hotel Cecil, forsvarer også honorarstøtten som en ordning, der er med til at sikre at danskerne fortsat kan opleve musik af høj kvalitet rundt om på landets spillesteder:
- Når vi modtager honorarstøtten, gør det jo netop at det hele kan løbe rundt med en rentabel og bæredygtig økonomi.
Ronnie Hansen savner dog konkrete svar på, hvordan det regionale bringer udviklingen frem og om de lever op til deres forpligtenser, for brugerne af spillestederne er stadig en meget homogen gruppe og kønsfordelingen er heller ikke i balance endnu.
Jesper Majdall sætter ord på problematikkerne:
- De regionale spillesteder skal være med til at understøtte de steder, hvor de nye strømninger skabes, selvom det ikke er hos dem selv. Problemet kan dog være, at der opstår subkulturer, som de regionale spillesteder måske er for ”pæne” til at være med til at skabe. Et andet problem er også, at det nuværende system kan gøre det svært for spillestederne at følge med udviklingen inden for musikindustrien og rent faktisk udvikle det musik, som ”det nye publikum” gerne vil høre.
Der lægges altså op til, at der behov for nytænkning af den eksisterende støttemodel, hvis systemet skal være i stand til at følge med den moderne musikindustri i konstant bevægelse.
Tid til fornyelse
Spillestedsstøtten og hele fundamentet som lovgivningen er bygget op om er udviklet tilbage i 1990’erne, så Ronnie Hansen drejer diskussionen ind på, hvilke udfordringer der er forbundet med at have et gammelt system og spørger om ikke ordningerne trænger til at blive opdateret. Esben Marcher fortæller:
- Nogle af de helt store udfordringer er, at det er de samme støttemodeller, der bruges på vidt forskellige spillesteder, selvom ethvert spillested har deres egne kunstneriske ambitioner.
Der er desuden en lang række bureaukratiske elementer inkorporeret i lovgivningen, som til tider bremser spillestedernes udviklingspotentialer og begrænser mulighederne for kunstnerisk udfoldelse, mener panelet. Jesper Majdall pointerer:
- Alle måles på samme parametre, nogle gange kan det føles som om man laver arrangementer som kun har til formål at sætte flueben i en evalueringsrapport, hvor man i stedet bør fokusere på det, der giver de forskellige spillesteder deres egen, unikke profil. De enkelte spillesteder har deres unikke kompetencer og udtryk, som der skal være plads til at udfolde. Jeg kan godt savne fornemmelsen af, at man har hånden på kogepladen – man skal være mere aktivt opsøgende og ikke bare krydse mål af i en rammeaftale.
Spillestederne sigter altså ofte efter at leve op til de aftaler, der indgås med stat og kommune. Der er selvfølgelig store kunstneriske ambitioner, men samtidig er der også lokalpolitiske krav i rammeaftalerne til bredden om at man skal have både store koncerter og små nichekoncerter. Flere spillesteder savner derfor mere plads til at lave nogle af de ting, som er mere spændende fra et kunstnerisk perspektiv, fortæller Rikke Andersen:
- Vi render hele tiden stærkt for at nå alle målene i rammeaftalerne og evalueringsrapporterne, men måden vi strukturerer støtten på skal udvikles, så vi ikke ender med at lave de store koncerter af nød for at finansiere de kunstneriske ambitioner, men i stedet kan afholde dem af lyst.
Kenneth Bøgehøj, spillestedsleder, Spillestedet Thy.
Hvad var din motivation for at komme til seminaret?
- Jeg holder meget af Ronnie, som var tovholder på det, fordi han er god til at provokere de opfattelser, vi har af os selv, og det kommer der gode diskussioner ud af. Og så er vi jo et regionalt spillested, som ikke er underlagt den store investering i mursten, men har en decentral organisation, som frigør os fra at have faste omkostninger om måneden og tomme lokaler fra mandag til onsdag. Den udfordring har vi ikke, så det var rart at høre, hvad de andre går og tumler med på de regionale spillesteder og hvad er modpolen til det – hvordan går man ind og er kritisk over for den traditionelle måde at køre et regionalt spillested på? Det var motivationen for at komme herind.
Fik du det ud af debatten, som du havde håbet?
- Jeg fik det ud af det, at man lidt med korslagte arme prøver at forsvare noget på nogle ganske få parametre, fordi der er så mange ting, man ikke kan måle på. Det er jo også en gammel diskussion. Jeg synes bare, at det var lidt ærgerligt at man tog den her 100% økonomiske vinkel, når man gik ind og målte tilbagebetalingen i støtte til honorar, for den er jo ikke dækkende, fordi netop ikke er en virksomhed. Det er en støtteordning og støtteordninger har det altså med at skabe underskud. Sådan er det pr. definition, så det er en lidt mærkelig sammenligning man tog i udgangspunktet.
Hvad manglede du i debatten?
- Jeg kunne godt tænke mig at der var kommet noget ud af det med den kæmpe positivisme, der er i hele branchen, hvor vi har historisk flotte publikumstal, hvor nichefestivaler overlever, der opstår hele tiden nye og der er publikum til os alle sammen. Det er en fantastisk succes vi rider på og det blev slet ikke nævnt derinde, at der er rigtig mange festivaler og spillesteder, der åbner op om året, og meget få, der lukker. Den positive historie kunne jo godt være en aflægning af at man for 20 år siden lavede spillestedslovgivningen, fordi man har lavet et publikumsopdrag og et opdrag for talenterne, man har givet faciliteter for de unge musikere og entusiaster og man har givet de frivillige nogle rammer, hvor de har kunnet professionalisere sig.
Henning Harder, daglig leder, spillestedet Harders i Svendborg.
Hvad er din motivation for at deltage i debatten?
- Jeg er kommet netop for at høre om støtteordningerne, som vi arbejder med til daglig. Vi har lige haft halvårsevaluering på at være regionalt spillested, hvor Posten er det regionale spillested og Tobaksgården i Assens og spillestedet Harders er med i den pakke. Vi får honorarstøtte, men vi laver så 20-25 ekstra koncerter om året som ligger i det regionale spillested, som er en anden konstruktion, men det har løftet vores spillested sindssygt meget, fordi det gør at vi kan satse på mindre ting, som ingen kender. Tidligere vidste vi ikke helt om vi orkede det, hvis der nu ikke kommer nogen. Men det er lykkedes her på det første år, hvor vi bl.a. laver Klub 25 for unge og får bands ud på gymnasierne og laver samarbejder med musikefterskoler – alt det giver støtten lidt mere plads til.
Hvad fik du ud af at deltage?
- Det er jo en gammel snak, men det er altid vigtigt at vende tingene og se hvad vi kan byde ind med i forhold til Kunstrådet. Det er et godt sted til at samle branchen, så debatten har været god. Vi har snakket meget om tariffer og honorarklip, men det har været fint, for selvom det ikke skal blive sådan en ”kan vi ikke få den der tarif?”-ting, er der med kunststøtteordningen mulighed for at flere unge musikere kan spille sig lidt op og komme ind i systemet. Det var ikke altid muligt i de helt gamle dage, da jeg startede.
Paneldeltaerne på foto øverst fra venstre: Moderator Ronnie Hansen, direktør, Sports Practice Nordic hos Burson Cohn & Wolfe; Esben Marcher, sekretariatschef, Dansk Live; Jesper Majdall, direktør, Bremen Teater og Hotel Cecil; Rikke Andersen, spillestedsleder og booker, Fermaten; Anne Divinge, CEO, Low Fi Concerts. (Fotos: Allan Niss).
