Eric Beall er selv tidligere sangskriver, men arbejder i dag som ledende A&R for det uafhængige publishing-selskab Shapiro Bernstein i New York, hvor han finder og sammensætter sangskriverhold, der laver hits til stjernerne. Og så er Beall i øvrigt keynote-speaker på årets SPOT+…
Af Henrik Friis
Han skrev selv et par hitliste-toppere og var godt i gang med en karriere, hvor han skrev/arrangerede sange som The Jacksons, Diana Ross, Samantha Fox m.fl. indspillede. Så Eric Beall havde ikke tænkt tanken, om at arbejde som publisher – han syntes tværtimod, at han ikke fik nok ud af sin egen aftale på det område. Men opfordringen fra en gammel sangskriver-partner, der i mellemtiden var blevet A&R-boss hos Jive Records, fik ham alligevel til at give det et skud.
Det har ført siden ført til ledende publishing-stillinger hos Jive Records, Zomba Music og SONY/ATV Music. Hos Zomba Music koordinerede og sammensatte han de sangskriverteams, der bl.a. skrev sange til Backstreet Boys, *NSYNC (m. Justin Timberlake), og Britney Spears, inden han i dag har rollen som ledende A&R for det hæderkronede uafhængige publishing-selskab Shapiro Bernstein i New York. Ud over at være underviser i emnet på Berklee College of Music og skrive bøger om det.
Selv gav Eric Beall denne kortfattede introduktion til publishing-arbejdet over telefonen fra New York:
– Sangskrivning er ikke publishing. Sangskrivning er en kunstform. Men hvis sangen skal videre end skrivebordsskuffen eller den personlige computer og begynde at indtjene penge, så er det publishing-arbejdet starter, siger han og understreger, at det gælder alt lige fra at udbrede musikken og få den solgt til at indsamle rettighedspengene – ”en tidrøver og kæmpe arbejde med alle de musikplatforme, der findes i dag”. Men så er der også den mere kreative del af jobbet, som man kan mærke Eric Beall brænder for – at finde og sammensætte sangskriver/producer-teams for at skrive numre til musikscenens store stjerner. Som han f.eks. gør når det gælder Shaprio Bernsteins egen signing David Guetta.
Den med de skøre, interessante indfald er måske den vigtigste person på hele holdet…
– Jeg arbejder hver dag med at sætte de rigtige folk sammen til at skrive musik til specifikke genrer. Og jeg arbejder hele tiden på at holde musikken frisk – og finde nye måder at gøre det på, siger Eric Beall om en musikverden, hvor man i dag sætter et sangskriverteam til at skrive pop, et andet til at skrive r’n’b osv., osv.
– Men den mainstream-popverden jeg er i, er blevet utroligt specialiseret gennem den seneste tid. Når du ser på de hold af sangskrivere, så er de ofte 6-7-8 mennesker – måske flere. Det handler om, at folk er blevet dybt specialiserede. En laver måske rytmesporet og programmerer trommer, der er måske en, der skriver teksten, en der arbejder med melodien – og så er der måske en, hvis opgave det er, at komme med ideer: altså en der bare kommer med skøre, interessante indfald som ingen andre kan – han er måske den vigtigste person på hele holdet.
I følge Eric Beall er det en udvikling frembragt af det stadigt udfordrende krav om hit på hit på hit pop-verdenen.
– Lige nu er det sådan, at hver eneste artist i popverdenen lever af det næste singlehit. Der er ikke længere nogen forretning i at skrive 12 sange til et album, hvor den ene så skal være en hit-single. Nu skal ALLE 12 sange være et hit. På dét pop-marked specialiserer folk sig så på et enkelt område, hvor de så til gengæld er så eksperter og rigtigt gode til netop deres del. Netop det fører til de store sangskriver-hold.
Skal der otte til – jamen, så skal der otte til..
– Eksempelvis repræsenterer vi David Guetta, og selvfølgelig er der en masse sangskrivere involveret, når det gælder ham, og det kan været ret forvirrende, når man skal holde styr rettighederne m.v. Men jeg tror at både solisterne og A&R-folkene på pladeselskaberne siger, at hvis der skal otte mand til at lave det nødvendige hit, jamen så må det være sådan, siger Eric Beall, og nævner at svenskerne som bekendt i mange år har været eksperter netop på at skrive pophits til det internationale marked, men at danskerne og nordmændene også er ved at komme efter det. (Herhjemme bl.a. The Bank, GL Music, Tigerspring og Warner/Chappell – og så huser SPOT jo i øvrigt også den internationale songwritercamp Aarhus Calling på fjerde år).
Til sin keynote til SPOT+ vil Eric Beall fokusere på selve sangen, og hvordan man får den ud i verden – bl.a. med fokus på hvor stort det globale marked egentlig er, og hvad muligheder det giver. – Og så skal man indse, hvad international udveksling egentlig betyder. Der handler ikke bare om, at du i Danmark ønsker at komme frem i New York og L. A. – der er også nogen i Amerika, der ønsker at få adgang til det danske/skandinaviske marked. Kan du tilbyde dem den mulighed, så er chancen meget større for, at de er interesseret i at arbejde med din musik. Det går begge veje
– – –
Eric Beall – holder keynote ved ”Let’s Talk Publishing”-seminar-delen under SPOT+, fredag 3. maj på Radisson Blu.