Hans SOLO og Jaden Castro
Grimy realisme på en bund af neosoul og jazzede beats
Af: Kathrine Alby
Rødderne er dybt forankret i den aarhusianske muld, men den unge producer og dj Hans SOLO orienterer sig konstant ud mod verden. Han har kreeret talrige beats på tværs af Atlanten, blandt andet for New York-rapperen Joey Bada$$, og på SPOT skaber han endnu en international kollaboration med den amerikanske undergrundsrapper Jaden Castro fra Hartford, Connecticut.
”I min søgen efter dope rappere, har jeg bare ikke fundet noget match i Danmark,” forklarer Hans Hornbek alias Hans SOLO. ”Til gengæld har mødet mellem Aarhus og Hartford både fungeret musikalsk og menneskeligt. Der er en brændende US-autenticitet over Jaden, som gør noget vildt for mit aarhusianske udgangspunkt.”
Hans og Jaden mødte hinanden på Twitter tilbage i 2012 og efter en uges fiflen havde duoen tre færdige tracks, skabt på tværs af tid og rum. Jaden uddyber: ”Nogle af mine venner linkede Hans’ musik til mig. Beatsne ramte mig hårdt – det var som en energi, jeg bare måtte handle på. Lige siden har vi samarbejdet online, som én lang session over Facebook og mail.”
Første møde efter syv års online samarbejde
Til trods for et årelangt bekendtskab, skulle kalenderen melde forår 2019, før onlinerelationen blev forankret i den virkelige verden. En måned inden SPOT mødtes duoen i Aarhus, for at tune ind på hinanden og forberede et knivskarpt act. ”Vi har ikke performet sammen endnu. Vi har end ikke udgivet noget. Hele ideen med den kommende måned er, at vi skal skabe noget helt specifikt til SPOT. Vi sidder og arbejder face-to-face i min mors hus, hvilket kontrasterer sig fuldstændigt til den distance der hidtil har præget vores arbejde. Den nye setting tilbyder en realisme, som er helt anderledes,” forklarer Hans.
Jaden fortsætter: ”Når jeg laver lyrics, handler det om at gøre sig bevidst. Bevidst om sine omgivelser, samfundet, real life stuff. Jeg har selv oplevet fattigdom, og jeg ser fattigdom omkring mig. Jeg er ikke vred, men jeg er meget passioneret, upfront og grimy. Derfor giver det også et ekstra lag til realismen, at vi sidder her i Hans’ mors hus, og placerer teksterne på en bund af neosoul og jazzede beats.”
Spændingen mellem det melodiske og det rå skaber energisk fremgang, når Hans SOLO, Jaden Castro, Jonas Cook (pianist) og Justo Gambula (bassist) kaster hele molevitten ud over scenekanten. ”Når jeg skal lave beats til en kunstner, prøver jeg at føle personen i stedet for at matche et bestemt image eller et umiddelbart indtryk,” forklarer Hans. ”Mine beats er skræddersyet til Jaden. De er jazzede. De er sample-based. De leger med hiphop-referencer, men er stadigvæk forward moving med en masse perkussion og leg.”
Glæd jer til en snavset omgang beat-fest, når Aarhus og Hartford slår pjalterne sammen. Det bliver vildt!
Hvornår: Fredag d. 3. maj, kl. 0:15
Hvor: Atlas